VEDTÆGTER FOR TREHØJE GOLFKLUB.             

§ 1
Klubbens navn er TREHØJE GOLFKLUB. Hjemstedet er Herning Kommune.

§ 2
Klubbens formål er at etablere og forestå driften af en golfbane og organisere de dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve golfspillet under de bedst mulige forhold.

§ 3
Som medlemmer optages kun personer, der opfylder Dansk Golf Unions bestemmelser.
Såvel aktive som passive medlemmer optages. Aktive medlemmer som oppebærer en af klubbens fuldgyldige medlemskategorier  har ret til at spille på banerne. Ikke-medlemmer samt klubmedlemmer med begrænset spilleret, uanset nationalitet, har mod betaling af greenfee samme ret som   fuldgyldige medlemmer til at spille på banen, såfremt de er medlemmer af en golfklub under en national union.

§ 4
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling og omfatter følgende medlemskategorier:
Fuldgyldige medlemmer
1. Juniorer      ( Op til 18 år)
2. Ynglinge     (19 – 25 år)
3. Seniorer     ( 26 år og derover)
4. Ægtepar/samboende

Bestyrelsen kan endvidere udbyde andre medlemskategorier, som opfylder DGU´s bestemmelser, og fastsætte det årlige kontingent for disse.
Begrænsede medlemskatagorier
5. Langdistancemedlemmer
6. Passive

Kontingent for disse medlemskategorier fastsættes af bestyrelsen
Ved optagelse i klubben betaler  fuldgyldige seniormedlemmer et indskud, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
Juniorer og ynglinge betaler ikke indskud.  
Såfremt ynglingemedlemmer overgår til seniorstatus, og kan fremvise studiekort, elev- eller lærekontrakt, kan betaling  af indskuddet udskydes til forholdet er afsluttet, dog senest det år medlemmet fylder 30 år.
Betaling af indskud ved overgang fra ynglinge til senior kan deles over 2 år.
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde træffe beslutning om anden afdragsordning for indskuddets indbetaling. 
Passive medlemmer, som tidligere har været aktive medlemmer, kan overgå til aktivt medlemskab uden betaling af nyt indskud, såfremt de tidligere har betalt indskud.
Ønsker et medlem at udmelde sig af klubben, refunderes det indbetalte indskud ikke.
Indskud og kontingenter opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.
Kontingentet betales forud. Medlemskab er bindende for 1 år.
Ændring af medlemsstatus, herunder udmeldelse, skal ske til kontoret senest den 31.10., efter hvilken dato medlemskab fortsætter uforandret det følgende år..
Kontingentrestance ud over en måned fra den på opkrævningen fastsatte dato kan medføre suspension. Medlemskabet kan først genoprettes, når hele restancen er indbetalt.
Golfklubbens bestyrelse fastsætter, hvilke afgifter (greenfee), der skal erlægges af spillere, der ikke er fuldgyldige medlemmer.  Dog kan spillere, der ikke er medlem af en klub tilsluttet DGU eller tilsvarende udenlandsk organisation, ikke spille på banerne.
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde give andre tilladelse til spil på banerne.

§ 5
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes i Herning Kommune hvert år inden udgangen af november måned. Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen uden for bestyrelsen valgt dirigent, der afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivning.
Stemmeberettiget er kun de i § 4 nævnte  aktive seniorer og ynglinge der ikke er i restance, og som har hjemmeklub i Trehøje Golfklub, med hver én stemme.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, hvor disse vedtægter ikke foreskriver andet.
På ethvert stemmeberettiget medlems forlangende skal der afholdes skriftlig afstemning.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning og følgende afstemningsmetode:
Der stemmes om samtlige ledige poster på én gang. Hvert stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges og kun med én stemme pr kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg straks afholdes efter samme regel mellem kandidaterne med lige stemmetal, såfremt der stadig er ubesatte poster.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst ¼ af de stammeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring til bestyrelsen herom med angivelse af forslag, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden for 4 uger efter begæringens modtagelse og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Over forhandlingerne føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

§ 6
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent.
2.
Beretningen om klubbens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget for det kommende år og fastsættelse af medlemskontingenter og indskud.
5. Forslag fra bestyrelsen.
6. Forslag fra medlemmerne.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer + 2 suppleanter.
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne skal for at kunne behandles på en ordinær generalforsamling være indgivet skriftlig til bestyrelsen senest 3 uger før. Forslag fra medlemmerne og bestyrelse skal omtales i indkaldelsen til generalforsamlingen.

§ 7
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, idet der årligt afgår 2 hhv. 3 medlemmer, første gang ved lodtrækning, senere efter anciennitet. Genvalg kan finde sted.
Valgbar til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer.

§ 8
Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

§ 9
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer med bindende virkning beslutning i klubbens anliggender.
Klubben tegnes af formanden eller næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.
Optagelse af større lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver godkendelse af en generalforsamling.
For de af  bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hefter alene klubbens formue.

§ 10
Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens skøn er behov for.
Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinjer for udvalgsarbejdet.

§ 11
Klubbens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.
Det reviderede regnskab fremlægges til gennemsyn i klubhuset i forbindelse med indkaldelse til den ordinære generalforsamling.

§ 12
For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews fastsatte regler samt de af bestyrelsen fastsatte lokale regler.
Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til DGU’s handicapsystem.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og ordenens opretholdelse inden for klubbens område. Overtrædelse af disse bestemmelser kan af bestyrelsen straffes med karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse af klubben, idet dog afgørelsen om udelukkelse af medlemmet kan kræves forelagt en generalforsamling. Indbringelse for generalforsamling har dog ikke opsættende virkning.
Generalforsamlingens afgørelse kan af spilleren indbringes for DGU’s Amatør – og Ordensudvalg.

§ 13
Til vedtagelse af ændringer i disse vedtægter, og til beslutning om klubbens opløsning, kræves at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.

§ 14
I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget i henhold til § 13, træffer generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afviklingen af klubbens formueforhold.
Klubbens eventuelle formue  anvendes til kultur- og fritidsliv, børne- og ungdomsarbejde og almennyttige formål i Herning Kommune.

Således endelig vedtaget  på extraordinær generalforsamling den 6. december 2010.
Vedtægter er signeret af bestyrelsen.

-    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -    -

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 30. april 1992 og ændret på den ordinære generalforsamling den 26. nov. 1997 og endelig bekræftet i henhold til beslutning på en ekstraordinær generalforsamling den 13. dec. 1997.

På den ekstraordinære generalforsamling den 11. dec. 1999 ændret i § 14,2 efter en forudgående vedtagelse på den ordinære generalforsamling den 25. nov. 1999.

Ændringer vedr.: kontingentgrupper, kommune hvor klubben er hjemmehørende, afskaffelse af fuldmagter ved afstemninger, besluttet ved den ordinære generalforsamling den 28.11.07. og endelig bekræftet på en ekstraordinær generalforsamling den 17.12.07.

Ændringer vedr.: Nye begrænsede kontingent typer ( Flex ), samt en udskydelse af alder for betaling af indskud ( fra Yngling til Senior ), besluttet ved den ordinære generalforsamling den 23.11.10. og endelig bekræftet på en ekstraordinær generalforsamling den 06.12.10.